Bibelen taler om en slags ”Big Bang”

Her er en læseøvelse for de kvikkeste læsere. Den australske forsker Barry Setterfield mener at kunne bevise, at lyset forandrer sig. Har han ret, er universet ikke så gammelt, som antaget. Og Big Bang var måske Guds ”strækning af universet”, som nævnt i Bibelen.Da begrebet med et ekspanderende univers dukkede op på den sekulare videnskabelige arena, trak man lidt på smilebåndet. Man gav det nedladende øgenavnet ”Big Bang”, selv om der slet ikke var tale om nogen eksplosion. Ideen blev hurtigt afvist som noget, der lå for tæt på de ”tossede ideer” i Bibelen. Eftersom Bibelen ’helt klart’ var et mytologisk værk, kunne sandheden om kosmos under ingen omstændigheder komme i nærheden af det, Bibelen sagde, var sket…Men Bibelen siger rent faktisk, at universet udvidede sig. Men den bruger en anden vending for det. I Bibelen siges, at Gud strakte himmelen. Det siges tolv gange.
Forskellen mellem ”Big Bang” og den bibelske forklaring er, at Big Bang siger, at udvidelsen stadig foregår, hvorimod Bibelen siger, at det var en engangs-begivenhed.
Det videnskabelige materiale, der ligger til grund for forestillingen om, at universet stadig udvider sig, har at gøre med rødforskydningen af lys fra fjerne galakser.
På samme måde, som en sirenes tonehøjde falder, når den passerer dig, forestiller man sig, at jo længere borte den observerede lyskilde befinder sig, desto mere er dens lys ”faldet ned” i den røde ende af farvespektret. Skyldes det, at den genstand, der udsender lyset – ligesom den brandbil, sirenelyden stammer fra – er på vej væk fra os i en fantastisk fart? Eller er der en anden forklaring på det?
Har Bibelen ret, når den siger, at universet ikke udvider sig mere?
Hvis universet udvider sig, og hvis denne udvidelse er årsag til rødforskydningen, så burde vi se rødforskydningsmålinger hele vejen fra nul til det fjerneste mål i en række af jævnt stigende tal. Det burde være ligesom en bil, der i glidende tempo accelererer på motorvejen fra tilkørselsfart til højeste hastighed.
Men det er ikke det, vi ser i rødforskydningsmålingerne. Vi ser en række små hop. Målingerne er ligesom klumpet sammen, og så er der et hop op til et nyt sæt målinger uden nogen gradvis overgang.
Det er mærkeligt! Udvider universet sig i små ryk? Det er svært at forholde sig til. Især når nogle af disse rødforskydnings-grupperinger deler sig lige midt i nogle galakser! For det gør de.
Hvis universet IKKE udvider sig, hvad er så årsag til rødforskydningen? Og de ryk, vi ser? Hvad sker der I VIRKELIGHEDEN?
Hold fast i dette spørgsmål.

Hvis man tager en beholder og fjerner alle atomer og partikler, så har vi et lufttomt rum, ikke? Ja, men der er stadig varmeenergi, der producerer stråling. Ok, så skruer vi ned for termostaten. Til det absolutte nulpunkt. Ingen varmeenergi.
Problemet: der er stadig strålingsenergi, som kan måles i beholderen. En masse oven i købet! Fordi den optræder ved nulpunktet på Kelvin termometret – det absolutte nulpunkt, hvor ingen molekyler kan bevæge sig – det kaldes nulpunktsenergi, Zero Point Energy, forkortet ZPE.
Man fandt et par måder at måle denne energi på.
Så dukkede et andet problem op. Disse målinger indikerede, at den steg. Hvorfor?
Hold også fast i dette spørgsmål.
I skolen, hvad enten det er i gymnasiet eller på universitetet, er noget af det, vi ALDRIG får fortalt, at nogle af atomkonstanterne måske ikke er så konstante endda. Denne absolutte ’konstans’ er nemlig rygraden i fysik i dag.
Sådan har det ikke altid været. Indtil 1941 var sagen med de forskellige målinger, som sås på nogle af konstanterne, et af de store emner, der blev diskuteret i tidsskrifter. En række ting viste uforklarlige forandringer. En af disse blev kaldt Plancks konstant. Den steg. En anden var lysets fart. Den faldt. En interessant kommentar dukkede op her: Lysets fart ganget med Plancks konstant var altid det samme. Når den ene gik op, gik den anden ned i præcist det omvendte forhold.
Da vi blev i stand til at måle elektronmængden, så viste den sig mærkeligt nok også at være foranderlig!
Ikke blot det, både Plancks konstant og elektronmængden måles begge STADIG som foranderlige.
Hvad med lysets hastighed? Ja, lige siden man besluttede at måle den ud fra andre atomkonstanter, har den slet ikke forekommet foranderlig.
Men tænk lige på, at hvis man måler én foranderlig konstant ud fra en konstant, som ændrer sig sammen med den, kan man ikke måle forandringen i den første, vel?
Så hvad sker der? Bare en række fejl i forbindelse med måling af rødforskydninger og atommasser og Plancks konstant og lysets hastighed? Eller er der noget, som påvirker alt dette?
Nøglen til alt dette synes at ligge i ZPE, nulpunktsenergien, og dens stigning med tiden. Men hvor kommer den fra? Hvad har forårsaget den?

Lad os gå tilbage til begyndelsen – på både artiklen her og skabelsen. Gud strakte universet. Stræk et gummibånd. Blæs en ballon op og stræk materialet i den. Begge gange har du lagt energien fra din bevægelse ind i strækningen. Eftersom energien ikke foretager sig noget, medmindre du giver slip på den, er det en slags ’skjult’ energi, som hedder potentiel energi. Men giv slip på gummibåndet og lad være med at binde for ballonen – og al den energi vil eksplodere i bevægelse. Denne bevægelsesenergi kaldes kinetisk energi.

Nu gav Gud jo ikke bare sådan slip på tingene, og de skrumpede ikke alle ind til noget småt som en ballon, luften er gået ud af. I stedet for blev noget af den energi, som Gud investerede i universet, da han strakte det ud, omdannet til bittesmå partikler (meget mindre end elektroner), som hedder Plancks partikel-par. Hvert par har én positiv og én negativ del.
Hold fast i dette et øjeblik og gå ud og fyld badekarret op med vand. Eller for at gøre det lettere – forestil dig, at det er fyldt op. Læg håndfladerne mod hinanden og stik dem ned i vandet. Træk så hænderne hurtigt og kraftigt fra hinanden. Hvad sker der med vandet? Det begynder at rotere i en række små hvirvler.
De små Plancks partikel-par gjorde det samme. Da himmelen blev strakt ud, delte de sig hver for sig og begyndte at hvirvle omkring. Denne adskillelse og hvirvlen omkring af disse bittesmå ladede partikler var begyndelsen til nulpunktsenergien, ZPE. Deres aktivitet afhænger ikke af temperaturen (det er nulpunktsdelen) eller af små og store stumper atom- eller subatommasse (det er energidelen).
Ligesom gummibåndet og ballonen frigav det meste af deres energi med det samme, var det samme tilfældet med den udstrakte himmel. Der blev meget hurtigt dannet gazillioner af Plancks partikel-par, som begyndte at svømme og hvirvle omkring. Så faldt det hele lidt til ro. Eftersom de fleste – og derpå alle – Plancks partikel-dele var blevet dannet, skulle nulpunktsenergien måske være begyndt at falde lidt.
Nej. Kan du huske, at Plancks partikel-par hvert har én negativ og én positiv del? De begyndte at forbinde sig med hinanden igen. Ikke alle på en gang, men lidt efter lidt. Og hver gang et par hamrede sammen, blev der frigivet lidt energi. Her har vi den anden kilde til nulpunktsenergien, og det er den kilde, som stadig arbejder i dag.

Styrken i nulpunktsenergien måles med noget, som hedder Plancks konstant. (Bland det ikke sammen med Plancks partikel-par. Begge bærer navnet på den kloge mand, men det er ikke det samme.)
Plancks konstant repræsenteres med bogstavet ’h’. Plancks konstant er blevet målt som stigende helt op til omkring 1970, da der blev noteret en aftagen i målingerne.
Efterhånden som nulpunkts-energien byggede sig op gennem tiden, prøvede selve materien at modstå forandringen, akkurat som hvis du prøver at skubbe et glas vand hen over et bord. Det vil ikke flytte sig i begyndelsen og derpå hopper det lidt frem. Og medmindre du skubber hårdere på, vil glasset fortsætte med at flytte sig hen over bordet i små ryk. Det skyldes, at det kræver et særligt energiniveau fra din side at flytte glasset.
På samme måde forholder det sig med atomer. Efterhånden som nulpunktsenergien byggede sig op, modstod atomer og deres sammensatte partikler forandringen, indtil den ikke længere lod sig modstå, hvorpå de reagerede og absorberede mængden af energiforandring – og gik således op til et højere energistade. Og hver gang et atom gik op til et højere energistade, udsendte atomet lys, som var lidt kraftigere – eller mere blåt. (Den røde ende af farvespektret er det lave energiniveau, og den blå ende det høje energiniveau.)
Hvis nulpunktsenergien og atomers reaktioner forholder sig sådan som her beskrevet, kan vi forvente at se ryk og stop i rødforskydningsmålingerne, når vi kigger ud i rummet (og derved tilbage i tiden).
På denne måde viser den opbyggende nulpunktsenergi sig at være ”forælderen” og de kvantiserede rødforskydningsmålinger ”barnet”.
Men den foranderlige nulpunktsenergi resulterede også i andre forandringer. Kan I huske Einsteins berømte ligning E = mc2? ’E’ er energien, og ’c’ er lysets hastighed. Det lille ’m’ er atommassen. Det er almindelig kendt, at denne ligning angiver, at energi og masse er indbyrdes ombyttelige. Hvis det er svært at forstå, så tænk på en atombombe og den umådelig store energi, som frembringes af den lillebitte masse. Det er, fordi man for at få al den energi ganger den masse, man har, med lysets fart i anden.
Det giver en masse energi.

MEN ikke al masse eksploderer til energi! Hvad vi ser på atomniveauet med Einsteins ligning er i stedet, at selve energien er det, som er konstant. Den er den samme. Men vi har målt elektronens masse som foranderlig! Hvis energien er konstant, og massen forandrer sig, kan det kun betyde, at lysets hastighed også forandrer sig.
Og det er det, man opdagede ved at måle lysets hastighed igennem tre hundrede år.
Helt op til 1941, da det blev besluttet ganske enkelt at erklære atomkonstanterne og især lysets hastighed for at være konstante uden hensyn til de videnskabelige data – disse data viste, at lysets hastighed var ved at tabe fart.Var lyset ’træt’? Det var én teori – at lyset blev træt efter et stykke tid og begyndte at tabe fart. Men det var ikke det, der skete.

Kan du huske Einsteins ligning? Det er muligt, at masse og energi bytter plads. Det sker i ekstraordinært korte nanosekunder i hele rummet. Den enorme energi, der er til stede i nulpunktsenergien, vil gøre, at noget, som hedder en ’virtuel partikel’, hurtigt opstår og forsvinder.
På en måde er det energi, som er koncentreret til at optræde som en partikel. Disse virtuelle partikler optræder også to og to – negativ og positiv. Men de er meget større end Plancks partikel-par. Virtuelle partikler er omtrent på størrelse med elektroner. Men de varer ikke ret længe.
Da universet var nyt, var der ikke ret mange virtuelle partikler, fordi meget af ekspansionsenergien endnu ikke havde ændret sig fra potentiel til kinetisk energi, så mængden af nulpunktsenergi var lille.
Efterhånden som situationen hurtigt ændredes, og nulpunkts-energien opbyggedes, øgedes antallet af virtuelle partikler dramatisk i en hvilken som helst given del af rummet på et hvilket som helst givet tidspunkt. Og hver gang en virtuel partikel dukkede op, var den i stand til at absorbere en lysfoton. Men så holdt den virtuelle partikel op med at eksistere og fotonet kunne fortsætte ad sin gamle vej.
Da nulpunktsenergien byggede sig op og dermed antallet af virtuelle partikler, voksede antallet af gange, hvor en lysfoton blev absorberet og derpå igen sendt ud i sin gamle bane. Og hver gang tog det en lille, lille bitte portion tid, men dog tid. Og efterhånden som universet blev ældre, og nulpunktsenergien voksede, og antallet af virtuelle partikler steg, viste selve lyset sig at gå langsommere mellem oprindelsessted og endestation.
Farten var stadig den samme mellem virtuelle partikler, men med de mange absorberinger og udstødninger var det som en sprinter, der løb forhindringsløb – lyset behøvede mere tid for at nå frem til sit endemål, hvor det end måtte være.
Ligesom nulpunktsenergiens stigningshastighed og de hurtige rødforskydningsforandringer i begyndelsen faldt lysets hastighed på samme måde meget hurtigt til at begynde med.
Kurven herunder viser lysets nuværende hastighed til venstre og går tilbage til begyndelsen på universet, efterhånden som vi bevæger os til højre.
Vi kan se, at lyset faldt meget hurtigt i starten, ligesom ZPE forøgedes i takt med at det gik i forbindelse med photonerne.
ZPE-målingerne er til venstre på grafen og lysmålingerne er til højre. ”Nu” er hjørnet til venstre i bunden:

Er det Setterfields drøm? Nej. Det er videnskabelige data, som har ført til konklusionen.
Og der er en videnskabelig kendsgerning mere: tiden måles på to forskellige ure, og de går med forskellig fart.
Vores kalenderur viser ’kredsbane-’ eller ’dynamisk’ tid. Det måler dagene og månederne og årene ud fra jordens rotation og månens bane om jorden og jordens om solen. Denne tidsmåling beror på tyngdekraften. Det er den måde at måle tiden på, som Gud giver mennesket besked om at bruge i 1. Mosebog 1,14. Den ligger helt fast.
Den anden måde at måle tid på er på basis af atomer – eller den fart, som atomprocesser sker med. Det ur er faktisk blevet målt til at gå med en fart, der adskiller sig fra kredsbanetiden.
Når radiometrisk datering med andre ord erklærer en klippe for at være en million år gammel, betyder det ikke, at jorden har kredset rundt solen en million gange, siden den klippe blev dannet. Det betyder, at HVIS atomprocesser altid har været de samme, SÅ ville jorden have kredset rundt om solen en million gange.
Men kræfterne i nulpunkts-energien påvirker atomprocesserne! Det er interessant at se, at i enhver ligning for henfaldshastigheder (henfald står her for gradvis forsvinden) finder vi enten lysets hastighed i tælleren eller dets modsætning, Plancks konstant, i nævneren!
Vi ved, at ’hc’ (Plancks konstant ganget med lysets hastighed) er en konstant. Det er blevet målt og checket utallige gange. Men det kræver ikke, at hverken ’h’ eller ’c’ er konstante. Det kræver, at hvis den ene har forandret sig, så har den anden også – men i modsat retning. Og det har de. Mens lysets hastighed er blevet målt til at falde, er Plancks konstant blevet målt til at stige.
Og jo hurtigere lysets hastighed (eller jo langsommere Plancks konstant) har været tidligere, desto hurtigere er den radiometriske henfaldshastighed. Så hvis fx lysets hastighed var en million gange dets nuværende hastighed, så ville en million atomår blive målt til farten af et af jordens kredsløb om solen.
To måder til måling af tid.
To ganghastigheder på to forskellige ure.
Når atomårstal korrigeres ved brug af kurven for rødforskydning/lysets hastighed, ser vi, at både de fleste atomdateringer er rigtige udtrykt i atom-år, og at Bibelen også er korrekt med hensyn til en meget ung skabelse.
Det ligger alt sammen i det videnskabelige materiale.

Materiale angående målinger af lysets hastighed blev oprindeligt offentliggjort af Flinders University i Australien, efter at en nu pensioneret fysikforsker på Stanford Research Institute Int. bad om en afhandling om ændringer i lysets hastighed. Det findes her: www.setterfield.org/report/report.html
To afhandlinger om rødforskydning og hvad det betyder findes her: www.setterfield.org/vacuum.html og www.setterfield.org/quantumredshift.htm
Den afhandling, der omhandler, hvorvidt rødforskydningen betyder, at universet udvider sig nu, findes her: www.setterfield.org/staticu.html
Mere om selve rummets vacuum findes her: www.journaloftheoretics.com/Links/Papers/Setterfield.pdf
Bindeleddet mellem generel relativitet og nulpunktsenergien, ZPE, findes her: www.journaloftheoretics.com/Links/Papers/BS-GR.pdf
Afhandlingen, der vedrører det matematiske link mellem rødforskydningen og nulpunktsenergien findes her: www.setterfield.org/homecopy.htm

Den del af en afhandling, der handler om de to typer tid, atomtiden og kredsbanetiden, er afsnit 4.4 i dette: www.setterfield.org/atqustates.html

En gruppe på tre kurver, der viser målte ændringer af lysets hastighed, Plancks kontant og elektronmassen med henvisninger findes her: www.setterfield.org/Charts.htm#graphs

Så sent som i dag, da jeg afslutter denne uddybende forklaring, har vi læst om flere ændringer, der omfatter disse konstanter. De opfører sig præcist, som Barry Setterfield forudsagde, at de ville gøre.

På Setterfields hjemmeside findes der ligeledes en hel række spørgsmål, der er stillet til ham, og som han har svaret på. De, som er arkiveret i discussion-delen, findes her: www.setterfield.org/discussionindex.htm

De sidst besvarede findes her: www.setterfield.org/recent.htm
Spørgsmål til Barry er velkomne på denne adresse: barry@setterfield.org
Vi har ikke altid tid til at svare med det samme, men der kommer svar på et eller andet tidspunkt!

”Setterfield Light”
Helen Setterfield har her forsøgt at forklare Barry Setterfields videnskabelige teorier pædagogisk.
Helen Setterfield